Grundejerforeningens ledelse og administration.
Kapitel 5. Grundejerforeningens ledelse og administration.
§ 13.
Stk. 1.Generalforsamlingen er grundejerforeningens højeste
myndighed.
Stk. 2. Medlemmer af ejerens husstand, lejere og andre brugere af
ejendomme indenfor grundejerforeningens område har ret til at
overvære generalforsamlingen, medmindre generalforsamlingen
beslutter andet. Det samme gælder repræsentanter fra Greve
kommune.
§ 14.
Stk. 1.Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen
af april måned. Ekstraordinære forhold kan dog henlægge
generalforsamlingen til et andet tidspunkt.
Stk. 2. Bestyrelsen oplyser skriftligt, med mindst 6 ugers varsel,
tid og sted for afholdelse af den ordinære generalforsamling.
Bestyrelsen opfordrer samtidigt medlemmerne til at komme med
skriftlige forslag, der ønskes behandlet på den ordinære
generalforsamling.
Stk. 3. Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den
ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 4
uger før generalforsamlingen afholdes. Forslaget skal være
skriftligt, og forslagsstiller skal på generalforsamlingen selv
fremlægge sit forslag, der kan sættes til afstemning.
Stk. 4. Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 2
ugers varsel ved skriftlig meddelelse til hver parcel.
Stk. 5. Dagsordenen for den endelige indkaldelse til generalforsamlingen, der fastsættes af bestyrelsen, skal medtage de rettidige, skriftlige indkomne forslag, der kan sættes til afstemning.
Det underskrevne og reviderede årsregnskab samt forslag til
budget, herunder forslag til kontingent for det kommende
regnskabsår skal medfølge dagsordenen.
Stk. 6. Forslag og spørgsmål, der ikke er optaget på dagsordenen,
kan ikke sættes under afstemning.
Stk. 7. På den ordinære generalforsamling skal følgende punkter behandles:
- Valg af dirigent.
- Sekretæren oplæser referatet, som derefter sættes til godkendelse.
- Formanden oplæser beretningen, som derefter sættes til godkendelse.
- Kassereren aflægger årets regnskab, som sættes til godkendelse.
- Dirigenten oplæser de forslag og forespørgsler, der rettidigt er kommet fra medlemmer. Herefter uddyber forslagsstiller sine forslag. Derefter sættes forslaget til afstemning.
- Bestyrelsen fremsætter begrundet forslag til det kommende års budget, som derefter sættes til afstemning.
- Bestyrelsen fremsætter begrundet forslag til det kommende års kontingent, som derefter sættes til afstemning.
- Valg til bestyrelsen.
- Eventuelt. Under dette punkt kan der fremsættes idéer, men intet kan vedtages.
Stk. 8. Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på
generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagens
behandlingsmåde og stemmeafgivning. Dirigenten må som udgangspunkt
ikke være medlem af bestyrelsen.
Stk. 9. Afstemning sker ved håndsoprækning, medmindre der
foreligger anmodning om skriftlig afstemning fra mindst 1
medlem.
Stk. 10. Stemmeafgivning på generalforsamlingen kan ske
ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem eller et medlem af
vedkommendes husstand. Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold
til mere end 1 fuldmagt, altså maksimalt 2 stemmer i alt (1
fuldmagt plus egen stemme).
Stk. 11. Beslutninger på generalforsamlingen træffes
ved simpelt flertal, medmindre disse vedtægter bestemmer andet. Ved
stemmelighed forkastes forslaget. Blanke stemmer medregnes
ikke.
Stk. 12. Over det på generalforsamlingen passerede, skal der udarbejdes et referat, der underskrives af dirigenten og bestyrelsens formand, hvorefter det har fuld beviskraft i enhver henseende
Stk. 13. Senest 2 måneder efter generalforsamlingens afholdelse udsender bestyrelsen referat heraf til hvert enkelt medlem.
Stk. 14. Når der på generalforsamlingen er truffet
gyldig beslutning om forhold af fælles interesse, er bestyrelsen
bemyndiget til at underskrive for grundejerforeningens medlemmer i
ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af
generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 15. . Grundejerforeningens bestyrelse skal bestå
af mindst tre medlemmer, herunder en formand. Formanden vælges i
lige år. De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år. Der kan
yderligere vælges to bestyrelsesmedlemmer.
Desuden skal der være en revisor.
Den valgte bestyrelse konstituerer sig selv. Ved afgang af
bestyrelsesmedlemmer i årets løb er bestyrelsen selvsupplerende
indtil næste generalforsamling.
Stk. 16. Bestyrelseshverv er ulønnet, medmindre generalforsamlingen bestemmer andet.
§ 15.
Stk. 1. Bestyrelsen har den daglige ledelse af
grundejerforeningens virksomhed, herunder ansvar for drift og
vedligeholdelse af vej, fællesarealet med bænkesæt og området ved
piletræerne.
Generalforsamlingens beslutninger er baggrund for bestyrelsens
virke. Bestyrelsen udøver desuden de administrative beføjelser, som
er henlagt til en grundejerforening.
Stk. 2. Bestyrelsen afholder fysiske eller digitale
møder efter behov.
Stk. 3. Sekretæren udarbejder et beslutningsnotat
til bestyrelsens arbejde.
Stk. 4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3
medlemmer giver møde.
Stk. 5. Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 6. Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der består af grundejerforeningens medlemmer uden for bestyrelsen; dog skal udvalgsformanden altid være medlem af bestyrelsen.
§ 16. Grundejerforeningen tegnes overfor tredjemand af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening.
§ 17. Ekstraordinære generalforsamlinger indkaldes på samme måde og med samme varsel som ordinære generalforsamlinger, dog er medlemmerne ikke berettiget til efter indkaldelse til den ekstraordinære generalforsamling at komme med forslag til denne. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling kan ske på baggrund af begæring af bestyrelsen eller skriftlig anmodning herom fra mindst halvdelen af grundejerforeningens medlemmer. Ekstraordinære generalforsamlinger kan dog ikke afholdes i juli, august og december måned.
Grundejerforeningen Solvænget, 2670 Greve
Mats Webdesign